Guinea kaldes Vestafrikas vandtårn, og det er ikke et billede. Tre af regionens store floder — Niger, Senegal og Gambiafloden — udspringer alle inde i landet, på og omkring højlandet Fouta Djalon. Regnen falder her, fordi bjergene ligger tæt på havet og fanger monsunen, og Conakry er blandt Vestafrikas vådeste hovedstæder.
Landet er 245.857 km², cirka 5,7 gange Danmark, og formet som en halvmåne, der bugter sig rundt om Sierra Leone og Liberia. Det er delt i fire naturlige regioner, der ligger som trin fra havet og indad, og som franskmændene navngav efter netop den orden. Forskellen mellem dem er større end mellem to europæiske lande.
Se også guiden til Guinea og siden om kort og kortressourcer.
De fire Guineaer
Nedre Guinea er kystsletten: mangrove, flodmundinger, rismarker og fugtig varme. Conakry ligger yderst på den smalle Kaloum-halvø, hvilket giver byen én indfaldsvej og derfor kø hele dagen. Ud for kysten ligger Îles de Los. Nord for hovedstaden ligger bauxitbyerne omkring Boké — Guinea har nogle af verdens største forekomster, og malmen kører på egne jernbaner til kysten.
Mellemguinea er Fouta Djalon, et sandstenshøjland i 700-1.500 meters højde med stejle klippekanter, dybe dale og køligere luft. Her ligger vandfaldene og vandreruterne, og her udspringer floderne. Labé er regionens by, Mamou og Dalaba de svalere stationsbyer. Det er landets smukkeste del og den, der kræver mest af køretøjet.
Øvre Guinea øst for højlandet er flad savanne. Niger løber gennem den, bred og langsom, mod Mali. Kankan er den store by, klimaet er tørrere og varmere, og landskabet er åbent med baobab og græs.
Skovguinea i sydøst er en anden verden igen: bakket regnskov mod grænserne til Liberia og Elfenbenskysten, med Nzérékoré som hovedby. Her står Mont Nimba, landets højeste punkt i 1.752 meter, et bjergmassiv med arter, der ikke findes andre steder.
Afstandene
Vejnettet udgår fra Conakry, og kvaliteten svinger fra ny asfalt til hulveje. Regntiden gør forskellen dobbelt så stor. Regn med lav gennemsnitsfart og med at delebiler kører, når de er fulde, ikke efter en plan.
- Conakry-Kindia: cirka 135 kilometer, to til tre timer
- Conakry-Mamou: cirka 270 kilometer op i højlandet, fem til seks timer
- Conakry-Labé: godt 400 kilometer, en lang dag med afgang tidligt
- Conakry-Kankan i øst: den meste af to dage ad landevejen
- Conakry-Nzérékoré i skovområdet: to dage i bil. Indenrigsfly flyver strækningen på et par timer, når de flyver
- Labé-Kankan på tværs uden om hovedstaden: en hel dag, og kun i tørtiden med sikkerhed
Regntiden bestemmer alt
November-marts er tørt og den tid, man rejser i. Regntiden falder omkring juni-oktober og er usædvanlig kraftig; grusveje i Fouta Djalon og i skovområdet bliver ufremkommelige, og broer kan stå under vand. Til gengæld er højlandet smukkest lige efter regnen, når vandfaldene stadig går og støvet endnu ikke er kommet. Harmattan-vinden fra Sahara lægger en tør dis over landet i december-februar.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap er den bedste digitale dækning af Conakry og de større landeveje, men landsbyveje i øst og syd er ofte utegnede
- Offline-kort på telefonen er en nødvendighed. Mobildækningen holder langs hovedvejene og forsvinder i dalene
- Et fransk papirkort over landet bruger de vejnumre og stednavne, chauffører selv bruger, og er nemmere at pege på end en skærm
Planlæg efter én region ad gangen. Fouta Djalon alene er en fuld rejse, og at nå både kyst, savanne og skov på fjorten dage bliver til fjorten dage i bil.
Se nøgletallene på fakta om Guinea, og find flere rejsemål under Guinea.