Guinea-Bissau er så fladt, at havet går ind i landet frem for omvendt. Tidevandet presser sig op i floderne Geba, Cacheu og Corubal og kan mærkes over hundrede kilometer inde i landet, hvor vandet stadig er brakt og bredderne stadig er mangrove. Kystlinjen er derfor ikke en streg på kortet, men et bælte af vand, mudder og rødder, der er bredere ved højvande end ved lavvande.
Det er landets grundtræk. Det højeste punkt er en navnløs højde på omkring 300 meter helt ude i det sydøstlige hjørne, og alt andet ligger lavt. Landet fylder 36.125 km², lidt mindre end Danmark, og til det hører Bijagós-øgruppen på omkring 88 øer og holme ud for kysten.
Se også guiden til Guinea-Bissau og siden om kort og kortressourcer.
Kysten, øerne og indlandet
Kystbæltet er et net af brede flodmundinger, kanaler og mangroveskov. Her dyrkes ris i inddæmmede marker bag lave diger - en teknik, der har været brugt i generationer, og som er grunden til, at landskabet ser tæmmet ud, selv hvor der ikke er en by i sigte. Bissau ligger et stykke inde ved Geba-flodens munding, hvor floden er så bred, at den modsatte bred forsvinder i disen.
Bijagós-øerne ligger som et vifteformet delta af øer, hvor floderne møder Atlanterhavet. De er lave, skovklædte og adskilt af stærke tidevandsstrømme, der løber som floder mellem dem. Kun en håndfuld øer har fast beboelse af betydning, og Bubaque er den, man normalt kommer til først. Her er havskildpadder på Poilão, saltvandsflodheste ved Orango og strande, der skifter form efter tidevandet.
Midten hæver sig umærkeligt til en lav slette med savanne, oliepalmer og kapoktræer. Bafatá og Gabú er de største byer i denne del, og landskabet minder mere om Sahel end om kysten.
Sydøst rejser sig mod udløberne af Fouta Djallon-højlandet i nabolandet Guinea. Det er her, landets eneste rigtige stigninger findes, og hvor Corubal-floden løber ind i landet med strømfald og en helt anden karakter end de stille tidevandsarme længere vestpå.
Afstandene
Landet er lille, men kun hovedvejen øst-vest er i god stand. Resten er grus, og i regntiden bliver dele af den ufremkommelig. Bådturene tager den tid, tidevandet giver dem.
- Bissau-Bafatá mod øst er omkring 150 kilometer og tager cirka tre timer
- Bissau-Gabú længst mod øst er omkring 200 kilometer, fire timer
- Bissau-Cacheu mod nordvest er omkring 100 kilometer, to-tre timer
- Bissau-Bubaque foregår med færge og tager tre til fire timer, afhængigt af vejr og tidevand. Hurtigbåd gør det på det halve
- Mellem Bijagós-øerne rejser man i lokale både, og turene måles i timer: en til tre mellem de nærmeste øer
- Bissau-Varela i det nordvestlige hjørne er kort på kortet, men de sidste snese kilometer er dårlig grusvej. Regn med en halv dag
Bådene mellem øerne sejler ikke efter en køreplan, men efter tidevandet og efter hvor mange, der skal med. Det er værd at lægge en ekstra dag ind i hver ende af en øtur.
Regntiden bestemmer alt
Fra juni til oktober falder der kraftig regn, og landet skifter karakter: grusvejene bliver bløde, floderne stiger, og både bliver den sikreste måde at komme frem på. November til april er tørt, og det er også den periode, hvor havet omkring Bijagós er roligst, og hvor overfarterne er mest forudsigelige.
Harmattan blæser ind fra nordøst i den tørre tid og lægger et støvslør over luften, der kan gøre horisonten diset i dagevis.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap dækker Bissau og hovedvejene rimeligt, men er tynd på øerne og på de mindre grusveje
- Et søkort eller tidevandstabel siger mere om Bijagós end et vejkort gør. Strømmen mellem øerne er kraftig, og lavvande lukker kanaler, der er sejlbare seks timer senere
- Offline-kort på telefonen er nødvendige uden for byerne, hvor dækningen forsvinder
Læg planer efter tidevandet, ikke efter uret. På Bijagós er det vandstanden, der afgør, hvornår du kan komme af sted og hvornår du kan komme tilbage.
Se nøgletallene på fakta om Guinea-Bissau, og find flere rejsemål under Guinea-Bissau.