Georgien

Georgien er blevet et af de rejsemål, danskere fortæller hinanden om med den samme lidt overraskede begejstring: at et land på størrelse med Irland kan rumme Kaukasus' 5.000-meterstoppe, subtropisk sortehavskyst, 8.000 år gammel vinkultur og en hovedstad, hvor svovlbade, art nouveau-facader og nybagte lavash-brød ligger inden for samme karré. Og at det hele koster en tredjedel af Sydeuropa.

Landet ligger, hvor Europa og Asien flyder sammen, og har været korsvej – og krigszone – i årtusinder: persere, romere, arabere, mongoler, osmannere og russere har alle sat aftryk. Georgierne overlevede det med sproget, det egne alfabet med de runde bogstaver, en af verdens ældste kristne kirker og en gæstfrihedskultur, hvor gæsten regnes for "en gave fra Gud". Det er ikke en turistfrase. Det betyder i praksis, at du bliver inviteret ind, får skænket i glasset og skal forsvare dig mod endnu en portion.

Højdepunkter

• Tbilisi – hovedstaden i Kura-flodens kløft er hele rejsen værd i sig selv: den gamle bydel med hængende træbalkoner, de kuppelklædte Abanotubani-svovlbade, hvor du kan blive skrubbet i et privat marmorkammer for få hundrede kroner, Narikala-fæstningen over byen (tag svævebanen op og gå ned) og et cafe-, vin- og natteliv, der har gjort byen til Kaukasus' kreative centrum
• Kakheti – vinlandet mod øst, hvor vinen stadig gæres i qvevri, nedgravede lerkrukker; en tradition på UNESCO's liste over immateriel kulturarv. Base i Sighnaghi, "kærlighedens by" på bjergryggen med udsigt over Alazani-dalen og Kaukasus-kæden bag den
• Kazbegi (Stepantsminda) – tre timer nord for Tbilisi ad Den Georgiske Militærvej ligger landsbyen under det 5.047 meter høje Kazbek. Over den står Gergeti Treenighedskirke fra 1300-tallet helt alene på sin bjergknold – Georgiens mest fotograferede motiv, og bedre end billederne
• Svaneti – den afsides højlandsregion med middelalderens forsvarstårne i hver landsby; Mestia er porten, og verdensarvsbyen Ushguli i 2.100 meters højde regnes for Europas højest beliggende permanent beboede bebyggelse
• Mtskheta – den gamle hovedstad en halv time fra Tbilisi, hvor Georgien blev kristent i 300-tallet; Svetitskhoveli-katedralen og Jvari-klostret på højen ovenover er begge UNESCO-listede
• Vardzia – en hel klosterby hugget ind i klippevæggen i syd, med hundredvis af kamre i tretten etager, anlagt i 1100-tallet under dronning Tamar
• Uplistsikhe – endnu ældre hulebye i sandsten ved Gori, med hedenske templer fra før kristendommen
• Batumi – sortehavsbyen med palmepromenade, badeliv på stenstrand, skæve skyskrabere og et strejf af Las Vegas; kombineres med de grønne bjerge og vandfald i Martvili og Okatse i Imereti

Bedste rejsetid

Maj-juni og september-oktober er de bedste måneder overalt: 20-27 grader i lavlandet, klare bjergdage og – i oktober – rtveli, vinhøsten, hvor hele Kakheti dufter af most, og gæster ofte får lov at træde med. Juli-august er varmt og fugtigt i Tbilisi (over 33 grader er normalt) og fyldt ved Sortehavet, men det er højsæson i bjergene, hvor vandreruterne i Svaneti og Tusheti først er sneifri fra sidst i juni til begyndelsen af oktober. Vinteren lukker bjergvejene, men giver billig og god ski i Gudauri – lift-pas til en brøkdel af alpepriser.

Vær opmærksom på tidsvinduet i højlandet: Vejen til Tusheti og passene omkring Ushguli er kun farbare nogle måneder om året, og en tidlig snefald kan afbryde adgangen uden varsel.

Lidt historie – og hvorfor vinen betyder så meget

Arkæologer har fundet vinrester i lerkar fra det nuværende Georgien, der er omkring 8.000 år gamle – de ældste kendte spor af vindyrkning nogen steder. Landet har over 500 hjemmehørende druesorter, hvoraf saperavi og rkatsiteli er de mest udbredte, og den traditionelle metode med gæring på skind, stilke og kerner i nedgravede qvevri giver ravgule "orange" vine med tanniner og en helt anden smag end europæisk hvidvin. Det er værd at smage begge stilarter side om side: de fleste vingårde laver i dag både qvevri-vin og moderne ståltanksvin.

Politisk har Georgien været selvstændigt i kortere perioder end det har været underlagt nogen: et middelalderkongerige med en gyldenalder under kong David Bygmesteren og dronning Tamar i 1100-1200-tallet, derefter århundreder mellem perserne og osmannerne, russisk overherredømme fra begyndelsen af 1800-tallet, en kort republik efter Første Verdenskrig, og halvfjerds år som sovjetrepublik indtil 1991. Stalin var georgier, født i Gori – hvor der stadig ligger et museum, som deler besøgende dybt. De sovjetiske betonkomplekser i Tbilisis forstæder og de nye glasbygninger i centrum fortæller resten af historien om, hvad landet har lagt bag sig, og hvad det gerne vil være.

Mad og supra

Georgisk mad er en af rejsens hovedgrunde. Khinkali er saftige dumplings, der spises med fingrene – man drikker suppen indeni først og efterlader den lille "knop" på tallerkenen. Khachapuri findes i regionale udgaver; den adjariske variant er en brødbåd med smeltet ost, æggeblomme og smør, som man rører sammen og river af kanten. Dertil valnøddesovs, granatæble, koriander, grillet kød på spid (mtsvadi) og krydderiblandinger, der ikke minder om noget andet i regionen.

Bliver du inviteret til en supra – et georgisk festmåltid – styres aftenen af en tamada, en toastmaster, der udbringer lange skåler for fædreland, forældre, fred og de tilstedeværende. Man drikker ved skålerne, ikke løbende. Sig ja, drik langsomt, og sig gerne et par ord selv, når turen kommer til dig.

Godt at vide

Danskere kan opholde sig visumfrit i Georgien i op til et år – blandt verdens mest liberale regler – men tjek altid det aktuelle før afrejse. Valutaen er lari. Prisniveauet er lavt: et solidt måltid med vin ca. 70-130 kr., et pænt guesthouse ca. 250-400 kr. for to, en taxatur i Tbilisi via app 20-35 kr. Kort accepteres i byerne, men hav kontanter til bjergene og markederne.

Transport: Marshrutka-minibusser kører alt og koster næsten ingenting, men kører når de er fulde og ikke efter køreplan. Til Svaneti og Tusheti kræves firehjulstrækker – lokal chauffør er både billigere og klogere end selv at køre grusveje med afgrunde. Trafikken i lavlandet er hurtig og temperamentsfuld; kør defensivt hvis du selv sidder bag rattet. Fly går fra København med skifte, ofte via Istanbul eller Warszawa; lavprisruter lander i Kutaisi, hvorfra der er busforbindelse til både Tbilisi og Batumi.

Sikkerhed i hverdagen er god, og kriminalitet mod turister er sjælden. De russisk kontrollerede udbryderområder Abkhasien og Sydossetien ligger uden for georgisk kontrol, kan ikke besøges fra Georgien, og grænselinjerne omkring dem skal man holde god afstand til – de er ikke altid tydeligt markeret. Tjek Udenrigsministeriets rejsevejledning før afrejse. De klassiske ruter i Kakheti, Kazbegi, Svaneti og langs Sortehavet berøres ikke af det.

Ærligt om ulemperne: Tbilisis gamle bydel er blevet renoveret hårdt nogle steder og forfalder andre – charmen ligger tæt op ad forfald, og enkelte "gamle" facader er nybyggede kulisser. Batumi deler vandene med sin blanding af kasinoer og halvfærdige højhuse, og strandene er sten, ikke sand. I højsæsonen kan Kazbegi og Gergeti være fyldt med busser og firehjulstrækkere fra middag til sidst på eftermiddagen – gå op tidligt om morgenen, så er stien næsten din egen. Endelig er infrastrukturen ujævn: en vej kan være ny motorvej det ene øjeblik og hullet grus det næste, og en "tre timers tur" tager ofte fem.

Georgien kombineres naturligt med Armenien – 5-6 timer med minibus eller tog fra Tbilisi til Jerevan – og med Aserbajdsjan, som har direkte nattog til Baku. Er man på en større rundrejse, ligger Tyrkiet lige syd for Batumi.

Forslag til en uge

1. Dag 1-3: Tbilisi – gamle bydel, svovlbad, Narikala, museer og aftener i vinbarerne i Vera-kvarteret
2. Dag 4: Mtskheta og Uplistsikhe – dagstur med chauffør
3. Dag 5-6: Kakheti – overnat i Sighnaghi, besøg to-tre qvevri-vingårde og spis frokost hos en familie
4. Dag 7-8: Kazbegi – vandreturen op til Gergeti-kirken og videre mod gletsjeren
5. Har du to uger: læg Svaneti og Ushguli til, eller kør vestpå til Batumi via kløfterne i Imereti

Vores råd: Book overnatning i familiedrevne guesthouses frem for hoteller – især i Sighnaghi, Mestia og Kazbegi. Prisen inkluderer næsten altid hjemmelavet morgenmad, ofte aftensmad, og med stor sandsynlighed en flaske husets vin på bordet, som ingen har tænkt sig at lade dig betale for.