Fransk Guyana er et EU-område i Sydamerika, og geografisk er det næsten kun to ting: en smal beboet stribe langs Atlanterhavet, og bagved den en regnskov, der fortsætter uafbrudt til grænsen mod Brasilien. Over 90 procent af landet er skov, og næsten alle bor på de første tredive kilometer ind fra kysten. Der er én hovedvej, den løber langs kysten, og når den holder op, holder vejnettet op.
Landet fylder 83.534 km² – knap dobbelt så stort som Danmark – med omkring 65.000 indbyggere i hovedstaden Cayenne. Højeste punkt, Bellevue de l'Inini, når kun omkring 851 meter; det er ikke et bjergland, men et gammelt, nedslidt grundfjeldsskjold med bløde højderygge. Se også guiden til Fransk Guyana og siden om kort og kortressourcer.
Kysten, floderne og skoven
Kysten er ikke hvide strande. Amazonflodens mudder føres nordvestpå af havstrømmen og aflejres hele vejen langs Guyanakysten, så vandet er brunt, og kystlinjen skifter med bankerne af slik. Mangrove står, hvor der ikke er by. Til gengæld lægger læderskildpadderne æg på de få sandstrande, blandt andet ved Awala-Yalimapo i vest.
Floderne er grænserne og vejene. Maroni danner hele den vestlige grænse mod Surinam, Oyapock hele den østlige grænse mod Brasilien. Begge er sejlbare et langt stykke op, og i indlandet er pirogen – den lange udhulede kanobåd – det almindelige transportmiddel. Hvor vejen stopper, begynder floden.
Indlandet er sammenhængende regnskov med spredte landsbyer langs floderne, mange af dem beboet af efterkommere af undslupne slaver eller af oprindelige folk. Maripasoula langt oppe ad Maroni nås med fly eller med en lang dags pirogefart. Nationalparken i syd er et af de største beskyttede skovområder i verden og har ingen veje overhovedet.
Rumhavnen ved Kourou ligger, hvor den ligger, af geografiske grunde: tæt på ækvator, hvor Jordens rotation giver raketterne mest fart med, og med åbent hav mod øst og nord, så udbrændte trin falder i vandet. Ud for Kourou ligger Îles du Salut – de tre småøer, der husede straffekolonien.
Afstandene
Alt foregår på kystvejen. Den er asfalteret, i god stand og reelt landets eneste akse.
- Cayenne-Kourou er omkring 60 kilometer og tager under en time
- Cayenne-Saint-Laurent-du-Maroni ved den surinamske grænse er omkring 250 kilometer vestpå og tager 3-3,5 timer
- Cayenne-Saint-Georges-de-l'Oyapock ved den brasilianske grænse er omkring 190 kilometer og tager cirka 3 timer. Der er bro over floden til Brasilien
- Ind i landet findes ingen gennemgående vej. Maripasoula og de øvrige flodlandsbyer nås med småfly fra Cayenne eller med pirogue op ad Maroni, og det sidste tager en hel dag eller mere
- Îles du Salut nås med båd fra Kourou på omkring en time
Ingen vej forbinder Fransk Guyana med resten af Frankrig eller Europa – flyvningen fra Paris tager det meste af en dag, og det er den eneste praktiske vej ind udefra.
Regn og tørtid
Klimaet er ækvatorialt: varmt og fugtigt hele året, uden rigtige årstider i temperatur. Til gengæld er der en lang regntid fra december til juli med en kort, tørrere pause omkring marts. August til november er tørrest og den bedste tid at rejse – skovstierne er farbare, floderne rolige og myggene færre. Raketopsendelser fra Kourou kan opleves året rundt.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap dækker kystvejen og byerne rimeligt, men indlandet er i sagens natur tyndt kortlagt – der er intet at kortlægge ud over floderne
- Franske officielle topografiske kort dækker området som en del af Frankrig og er langt de bedste til skov og terræn, hvis du skal ud over kystvejen
- Flodkort og lokale lodser: i indlandet navigerer man efter strømfald og bankerne i floden, ikke efter kortet. Den viden ligger hos bådførerne
Regn ikke med at komme ind i landet på egen hånd. Alt bag kystvejen kræver båd, guide eller fly – det er ikke dyrt i tid at planlægge, men det kan ikke improviseres på dagen.
Se nøgletallene på fakta om Fransk Guyana, og find flere rejsemål under Fransk Guyana.