Bhutan

Bhutan er det sidste buddhistiske kongerige i Himalaya og et af de mest bevidst anderledes lande, man kan rejse til. Mens nabolandene åbnede sig for masseturisme, valgte Bhutan en linje, landet kalder "high value, low volume": Der er ingen rygsækrute, ingen partystrande og ingen billige veje udenom. Til gengæld er der dale, hvor risterrasser klatrer op mod fyrreskov, klosterborge – dzonger – der troner over flodmøder, og en levende buddhistisk hverdag, som ikke er sat op for besøgende.

Landet er på størrelse med Schweiz, har omkring 800.000 indbyggere og strækker sig fra subtropisk jungle ved den indiske grænse til uklatrede 7.000-meterstoppe mod Tibet. Bhutan har aldrig været koloniseret, fik først tv og internet i slutningen af 1990'erne, og måler officielt sin udvikling i Gross National Happiness frem for BNP alene. Landet er også CO2-negativt: skovdækket er grundlovssikret til mindst 60 procent, og skovene optager mere, end landet udleder.

Højdepunkter

• Taktsang – Tiger's Nest – Bhutans ikon og et af verdens mest spektakulært placerede klostre, klistret til en lodret klippevæg 900 meter over Paro-dalen. Turen op tager 2-3 timer ad en stejl skovsti med bedehjul, bedeflag og et tehus halvvejs; klostret grundlagdes, hvor Guru Rinpoche ifølge legenden landede på ryggen af en flyvende tigrinde
• Punakha Dzong – landets smukkeste bygning, en hvid klosterfæstning fra 1600-tallet på næsset mellem floderne Pho Chhu og Mo Chhu, med jakarandatræer i lilla blomst om foråret og udskårne træsøjler indeni
• Thimphu – verdens eneste hovedstad uden lyskryds (en hvidhandsket betjent dirigerer trafikken i stedet): weekendmarkedet, den enorme siddende Buddha Dordenma over byen, papirværkstederne og bueskydningsbanerne, hvor nationalsporten dyrkes med sang og drillerier
• Paro-dalen – ankomstdalen med den nationale museumsbygning i et gammelt vagttårn, Kyichu Lhakhang fra 600-tallet – et af Himalayas ældste templer – og rismarker mellem traditionelle gårdhuse
• Bumthang – landets åndelige hjerte i centrum: fire dale med de ældste templer, klostre i fyrreskov, boghvedepandekager og landets eneste ølbryggeri og ostemejeri, begge grundlagt af en schweizer
• Dochula-passet – 108 små stupaer på en bjergryg i 3.100 meter; på en klar vintermorgen ligger hele den østlige Himalaya-kæde udbredt bag dem
• Phobjikha-dalen – bred gletsjerdal uden træer, hvor de sortnakkede traner overvintrer fra sidst på efteråret til det tidlige forår; landsbyerne fik først elektricitet, da kablerne blev lagt i jorden af hensyn til fuglene
• Tsechu-festivaler – flerdages klosterfester med maskedanse, hvor hele dale møder op i deres fineste tøj; Paro og Thimphu har de største, men de mindre i Bumthang og Gangtey er mere intime

Dzonger, tekstiler og bueskydning

Forstår man dzongen, forstår man Bhutan. Hver dal har sin: en massiv hvidkalket fæstning med skrånende mure, indre gårde og et centralt tårn, bygget uden tegninger og oprindeligt uden søm. De blev opført fra 1600-tallet af Zhabdrung Ngawang Namgyal, munken der samlede landet, og de fungerer stadig dobbelt – som klosterkommunitet i den ene halvdel og som distriktsadministration i den anden. Munke og embedsmænd deler bogstaveligt talt gård.

Nationaldragten bæres til daglig og er påbudt i dzonger og på offentlige kontorer: gho for mænd, en knælang kappe bundet med et bælte, og kira for kvinder, et vævet stof lagt om kroppen. Vævningen er landets fornemste håndværk, og et fint kira kan tage måneder om at blive lavet; Bumthangs uldtekstiler og østens silkebrokade fra Lhuentse er de mest eftertragtede. Skal du købe ét håndværk med hjem, så lad det være tekstil frem for souvenirs.

Bueskydning er nationalsport og skal ses. Skiverne står 145 meter fra hinanden – mere end dobbelt så langt som ved olympisk bueskydning – og holdene synger, danser og driller hinanden hele vejen igennem. Enhver by har en bane, og som gæst er du velkommen til at se på.

Bedste rejsetid

Marts-maj er forår: rododendron og magnolia i blomst, milde dage og gode bjergudsigter, dog med lidt dis. September-november er den klareste periode – tørre dage, skarpe Himalaya-panoramaer og de fleste store festivaler. December-februar er kold i højderne, men solrig i dalene, med de allerbedste bjergsigter og markant færre besøgende. Juni-august er monsun: grønt, frodigt og billigt, men med regn, skyer, mudrede veje og lukkede bjergpas.

Vil du se en tsechu, skal rejsen planlægges omkring den – datoerne følger den bhutanske månekalender og falder derfor forskelligt fra år til år.

Praktik: afgift, guide og indrejse

Det er her, Bhutan adskiller sig fra alt andet. Udenlandske turister betaler en Sustainable Development Fee pr. person pr. overnatning oven i alle øvrige rejseudgifter. Beløbet er blevet justeret flere gange – både op og ned – så tjek den aktuelle sats hos Department of Tourism, før du budgetterer. Oven i afgiften kommer visum, hotel, mad, transport og guide, og et realistisk dagsbudget lander typisk i størrelsesordenen 1.500-3.000 kr. pr. person pr. dag. Børn har normalt rabat eller fritagelse.

Rejsen arrangeres gennem et licenseret bhutansk rejsebureau, som også søger visum. I praksis rejser man med guide og chauffør – uafhængig rundrejse på egen hånd er ikke sådan noget, man tilrettelægger fra Danmark. Det lyder stift, men fungerer godt: guiden åbner templer, oversætter og forklarer ritualer, man ellers ville se på uden at forstå.

Sådan kommer man dertil: Der er ingen direkte fly fra Europa. Man flyver til Delhi, Kathmandu, Bangkok eller Singapore og videre med Drukair eller Bhutan Airlines til Paro. Indflyvningen mellem bjergsiderne er berømt og udføres kun af særligt certificerede piloter – sid i venstre side på vej ind fra vest for Everest-udsigt i klart vejr. Man kan også køre ind over land fra Indien ved Phuentsholing. Regn med, at flyafgange kan flyttes eller aflyses ved dårligt vejr, og læg en buffer-dag ind før hjemrejsen.

Godt at vide

Valutaen er ngultrum, bundet 1:1 til den indiske rupee, som også accepteres. Kort virker på større hoteller, men kontanter er nemmest. Højden skal tages alvorligt: Thimphu ligger i 2.300 meter, passene over 3.000, og går man trekking – Druk Path på fem-seks dage eller den legendariske Snowman Trek – skal der akklimatiseres.

Skikke betyder noget. Klæd dig dækkende i templer og dzonger (lange bukser og ærmer), tag skoene af, gå med uret rundt om stupaer og bedehjul, og spørg før du fotograferer mennesker. Indendørs fotografering i templer er ofte forbudt. Tobak er stærkt reguleret, og landet har været foregangsland i at begrænse rygning. Maden er enkel og stærk: ema datshi – chili kogt i ostesauce – er nationalretten, og chili regnes for grøntsag, ikke krydderi. Bed om "mild", medmindre du mener det.

Bhutan er et meget trygt rejseland med lav kriminalitet, og guiden holder øje med logistikken. Tjek alligevel Udenrigsministeriets rejsevejledning og forsikringens dækning for bjergvandring og evakuering, hvis du skal på trek.

Ærligt om forventningerne: Bhutan er dyrt, og oplevelsen er kulturel og landskabelig, ikke actionfyldt – ser man mange dzonger og templer på få dage, begynder de at ligne hinanden. Vejene er smalle og snoede, og en køretur på 120 kilometer kan tage fire-fem timer, så programmer med for mange dale bliver til bilture. Hotelstandarden uden for luksussegmentet er enkel, og maden på turisthoteller er ofte tilpasset udenlandske ganer – bed guiden om at bestille rigtig bhutansk mad, hvis du vil smage landet. Endelig er den "urørte" fortælling en smule pudset: Thimphu har trafikpropper, unge på smartphones og kaffebarer som alle andre hovedstæder.

Bhutan kombineres oplagt med Nepal via Kathmandu, med Nordindien, eller som kulturel kontrast på en større Himalaya-rejse sammen med Tibet.

Forslag til en uge

1. Dag 1: Ankomst Paro – hvil, se Kyichu Lhakhang og gå en tur i dalen for højden
2. Dag 2: Thimphu – marked, Buddha Dordenma, papirværksted og bueskydning
3. Dag 3: over Dochula til Punakha – dzongen og en let vandring til Khamsum Yulley-stupaen
4. Dag 4-5: Phobjikha eller Gangtey – dalvandring, kloster og landsbyliv
5. Dag 6: tilbage til Paro – museum og bad i et traditionelt varmt stenbad
6. Dag 7: Tiger's Nest – tidlig start, hjem inden frokost i tehuset

Vores råd: Læg Tiger's Nest sidst i programmet, ikke først. Så er kroppen vænnet til højden, og du går op ad stien med en uges billeder af dzonger, maskedanse og bedeflag i baghovedet – i stedet for at have set rejsens højdepunkt på dag to.