Belarus har intet højt punkt, ingen kyst og ingen skarp grænse, der følger et bjerg eller en flod. Landet er et af Europas fladeste, og det hele blev formet af den samme is, der efterlod Danmark. Kører man tværs gennem landet, ser man moræne, marker, birk og gran — og så, omkring hver eneste by, den samme brede, lige indfaldsvej.
Den ene kendsgerning, der forklarer landet, er vandskellet. Tværs gennem midten løber en lav moræneryg fra sydvest mod nordøst, og her ligger landets højeste punkt, Dzjarzjynskaja, i 345 meters højde. Nord for ryggen løber floderne mod Østersøen; syd for løber de mod Sortehavet. Det har gjort landet til en gennemgang i århundreder — for handel, for hære, for jernbaner.
Arealet er 207.600 km², knap fem gange Danmark, men befolkningen er samlet i et dusin byer. Se også guiden til Belarus og siden om kort og kortressourcer.
Skov mod nord, mose mod syd
Nordvest er søland. Omkring Braslav og Narotj ligger hundredvis af småsøer i morænen, og landskabet bølger let. Vitebsk i nordøst er den mest russisk prægede del.
Midten er den brede ryg, Minsk ligger på. Hovedstaden er bygget om efter krigen som en plan by med lange boulevarder — det er ikke tilfældigt, at den føles rummelig snarere end gammel. Herfra går veje og skinner ud som eger i et hjul.
Syden er Polesie: Europas største sammenhængende moseland, et lavt bækken omkring Pripjat-floden, der løber østpå mod Dnepr. Dele blev drænet i sovjettiden, andre ligger stadig som våd skov og oversvømmede enge. Det er landets tyndest befolkede del og et af kontinentets vigtigste områder for trækfugle.
Vest mod Polen ligger Belovezjskaja Pusjtja, resten af den urskov, der engang dækkede hele sletten. Her går den europæiske bison. Skoven fortsætter over grænsen og deles med Polen.
Sydøst, i Gomel-regionen, faldt en stor del af nedfaldet fra Tjernobyl, som ligger lige syd for grænsen. Områder er stadig lukkede, og det bør man tage alvorligt, når man planlægger ruter uden for hovedvejene.
Afstandene
Vejene er brede, tomme og i god stand, og togene er punktlige og langsomme. Regn med jævn fart, ikke høj.
- Minsk-Brest i sydvest er godt 350 kilometer ad motorvejen M1 — cirka fire timer i bil, fire til fem timer med tog
- Minsk-Vitebsk i nordøst er knap 300 kilometer, tre til fire timer
- Minsk-Gomel i sydøst er omkring 300 kilometer, cirka fire timer
- Minsk-Hrodna i nordvest er cirka 280 kilometer, tre en halv time
- Minsk-Vilnius er under 200 kilometer, men grænsen afgør tiden, ikke afstanden
Fordi alt udgår fra Minsk, er tværture besværlige. Brest til Vitebsk kan næsten ikke gøres uden at røre hovedstaden.
Vinter, forår og de fire årstider
Klimaet er fastlandsklima: kolde, snerige vintre og milde somre. Sneen ligger typisk fra december til marts, og frosten gør moserne farbare — vinteren er ikke den svære årstid her, det er tøbruddet. I april og begyndelsen af maj står vandet i Polesie, og grusveje i syd bliver ufremkommelige. Maj til september er den brugbare rejsetid, med juli som den varmeste og mest tordenrige måned.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap har god dækning af byerne og hovedvejene, men er tyndere i Polesie og i skovene, hvor landsbyveje sjældent er navngivet
- Et papirkort over regionen er værd at have, hvis du kører selv. Vejnumre bruges konsekvent, og de er nemmere at navigere efter end stednavne, der findes i både belarusisk og russisk form
- Nationalparkernes egne kort fås ved indgangene til Belovezjskaja Pusjtja og Pripjatski og viser stier og observationstårne
Læg ruten, så den følger en flod eller en jernbane. Landskabet er ensartet nok til, at det er retningen og ikke udsigten, der skal holde styr på dagen.
Se nøgletallene på fakta om Belarus, og find flere rejsemål under Belarus.