Malawi

Malawi kaldes "Afrikas varme hjerte", og for en gangs skyld er turistsloganet nogenlunde dækkende. Landet er lille efter afrikanske forhold – på størrelse med det halve Sverige – tætbefolket, fattigt og uden de store navne på turistkortet. Til gengæld har det noget, ingen naboer kan matche: en sø så stor, at man ikke kan se den anden bred, med krystalklart, ferskt vand, hvide sandstrande og flere fiskearter end nogen anden sø på kloden. Læg dertil et bjergmassiv, der rejser sig 2.000 meter over teplantagerne, et højlandsplateau med zebraer i tågede græsbakker, og nationalparker, der efter årtiers forfald er blevet genoprettet med stor succes.

Malawi er også et af de nemmeste lande i det sydlige Afrika at rejse i på egen hånd. Afstandene er korte, folk er usædvanligt imødekommende, og prisniveauet er lavt. Det er ikke stedet, hvor man krydser af på en liste over de fem store i løbet af tre dage – det er stedet, hvor man bliver hængende ved søen længere end planlagt.

Højdepunkter

• Malawisøen – Afrikas tredjestørste sø, 580 km lang, op til 700 meter dyb og hjem for over 800 arter af farvestrålende cichlider, hvoraf de fleste ikke findes andre steder på jorden. Snorkling i søen over klippebunden ved Cape Maclear er nærmest som at kigge ned i et akvarium: gule, blå og stribede fisk i tusindvis. Søen er dertil et af verdens billigste steder at tage dykkercertifikat, og PADI-kurset i ferskvand koster typisk under det halve af, hvad det gør i Rødehavet
• Cape Maclear og Lake Malawi National Park – UNESCO-verdensarv, udpeget netop for søens biologiske betydning. Landsbyen ved stranden har alt fra rygsækherberger til små lodges, og kajakture til Thumbi Island er en klassiker
• Likoma Island – en malawisk ø, der geografisk ligger i mozambikansk farvand, med en anglikansk katedral fra missionstiden, der er næsten lige så stor som Winchester Cathedral – rejst midt i en landsby uden veje. Øen nås med Ilala-færgen, den gamle passagerbåd, der sejler op og ned ad søen og forbinder landsbyer uden vejadgang. En overfart på dæk mellem varer, kyllinger og hjemvendte familier er en rejseoplevelse i sig selv
• Liwonde nationalpark – landets bedste dyrepark, en smal grøn korridor langs Shire-floden, hvor bådsafari om morgenen giver flodheste i hundredvis, krokodiller på sandbankerne og elefanter, der bader ved bredden. Parken er under professionel naturbevaringsforvaltning blevet befriet for snarer og har fået genudsat både næsehorn, geparder og løver – en af Afrikas mest overbevisende genopretningshistorier
• Majete Wildlife Reserve – engang tømt for storvildt, i dag et reservat med alle "de fem store" og en indtægtsmodel, der deles med lokalsamfundene omkring parken
• Mulanje-massivet – et enormt granitmassiv, der rejser sig brat af teplantagerne i syd, med toppen Sapitwa i 3.002 meter som det højeste punkt i Centralafrika. Man vandrer fra hytte til hytte over plateauet i køligt højlandsklima med vandfald, kløfter og en endemisk cedertræart. To til fire dage med bærer og guide er standard, og det er en af Afrikas mest undervurderede vandreture
• Nyika-plateauet – i nord: bølgende, træløse græsbakker i over 2.000 meters højde, hvor zebra, roan-antiloper og elandantiloper græsser i et landskab, der minder mere om skotske højlande end om savanne. Om morgenen ligger tågen i dalene, og om natten skal man have varmt tøj på
• Zomba-plateauet – et bordlignende bjerg over den gamle koloniale hovedstad Zomba, med udsigtspunkter, forskningsstationer, jordbærsælgere ved vejkanten og køretur hele vejen til toppen

Bedste rejsetid

Den tørre sæson fra maj til oktober er hovedsæsonen. Maj-juli er kølig og behagelig – om natten kan det være rigtig koldt på Nyika og Mulanje – mens august-oktober er varmere og bedst til dyreliv, fordi vegetationen er tynd og dyrene samler sig ved vandet i Liwonde. Oktober er årets hedeste måned i lavlandet ved søen og Shire-dalen, hvor det kan blive over 35 grader.

Regntiden løber fra november til april med kraftige eftermiddagsbyger. Landskabet bliver overdådigt grønt, fuglelivet topper med trækfugle, og priserne falder, men grusveje kan blive ufremkommelige, og nogle lodges lukker. December-februar er også højsæson for malariamyggen. Søen er badevarm året rundt – omkring 24-28 grader – og sigtbarheden under vandet er bedst i den tørre sæson.

Ruter og afstande

Malawi er langt og smalt, og landet gennemskæres af én hovedvej fra nord til syd. Med to uger kan man med god samvittighed lave følgende: ankomst i Lilongwe, hovedstaden, der mest fungerer som logistisk knudepunkt (men markedet og håndværkerkooperativerne er et besøg værd), videre sydpå til Liwonde i to-tre dage med bådsafari og køretur i parken, derfra til Zomba og Blantyre – landets kommercielle by med missionshistorie og den bemærkelsesværdige St Michael and All Angels-kirke, bygget af missionærer uden arkitekttegninger – og videre til teplantagerne ved Thyolo og Mulanje for tre dages vandring. Afslut med en uge ved søen, enten ved Cape Maclear i syd eller Nkhata Bay længere nordpå.

Har man tre uger, tilføjer man Nyika-plateauet i nord og en overfart med Ilala til Likoma. Vejen fra Lilongwe til Blantyre tager omkring 4-5 timer; til Nyika skal man regne med en hel lang dag. Der er indenrigsfly mellem Lilongwe og Blantyre, men få andre ruter. De fleste kører selv i lejet firehjulstrækker eller bruger chauffør – de lokale minibusser er billige, men langsomme og overfyldte.

Godt at vide

Valutaen er malawisk kwacha, og landet er kontantorienteret; hæveautomater findes i byerne, men tag altid kontanter med ud på landet. Prisniveauet er lavt: en lokal ret nsima med bønner koster småpenge, et måltid på en turistlodge omkring 80-150 kr., og enkle strandhytter ved søen ligger under 200 kr. natten, mens de eksklusive lodges i Liwonde og på Likoma koster mange gange mere.

Malariaforebyggelse er nødvendig i hele landet, og myggenet er standard i alt indkvartering. Vær opmærksom på bilharziose (schistosomiasis) i Malawisøen – parasitten findes særligt nær tætbefolkede bredder og vegetation. De fleste bader alligevel, men den fornuftige fremgangsmåde er at bade fra klippekyst eller åbent vand, undgå bredden ved landsbyer, og tage en behandling hos lægen efter hjemkomsten, hvis man har været meget i vandet. Det er en enkel kur, og et emne, mange rejseguider forbigår.

Sproget er chichewa, og engelsk er officielt sprog, som mange taler. Nationalretten er nsima – en fast majsgrød – der spises med hånden sammen med grøntsagsrelish, bønner eller fisk. Søfisken chambo, en cichlideart, grilles overalt og er landets kulinariske stolthed. Malawiansk te fra Thyolo er blandt Afrikas ældste produktioner.

Sikkerhedsmæssigt er Malawi et af det sydlige Afrikas roligere lande, men almindelig agtpågivenhed gælder: brug ikke natbusser, undgå at gå alene på stranden efter mørkets frembrud, og hold øje med lommetyveri på markeder. Brændstofmangel og strømafbrydelser forekommer, så planlæg med luft i programmet. Tjek som altid Udenrigsministeriets rejsevejledning inden afrejse.

Malawi kombineres let med naboerne: Zambia mod vest (South Luangwa ligger tæt på grænsen), Mozambique mod øst og syd, og Tanzania mod nord ved søens øvre ende.

Vores råd: Del rejsen i to og bland ikke halvdelene sammen. Brug første uge aktivt – Liwonde, Zomba, Mulanje – og anden uge udelukkende ved Malawisøen på ét sted. Det er ved søen, Malawi virkelig gør indtryk: kajak ved solopgang, cichlider i snorklen, fiskerne der trækker net på stranden, og en aften hvor det eneste, der sker, er, at solen går ned bag bjergene på den mozambikanske side.