Grindehvalen

Grindehvalen er en af Nordatlantens mest udbredte hvaler – og samtidig en af de mest omdiskuterede, fordi den er omdrejningspunkt for den færøske grindefangst. For rejsende, der besøger Færøerne, Island eller de skotske øer, er den et dyr, man både kan møde i havet og møde i en debat. Her er fakta om arten – og en gennemgang af grindedrabet, som det ser ud fra begge sider.

Hvad er en grindehval?

Grindehvalen hører trods navnet ikke til de store bardehvaler, men til delfinfamilien (Delphinidae) – den er nært beslægtet med spækhuggeren og er en af de største delfiner. Der findes to arter:

Langluffet grindehval (Globicephala melas) i det kolde og tempererede Nordatlanten og på den sydlige halvkugle. Det er den, færingerne fanger
Kortluffet grindehval (Globicephala macrorhynchus) i varmere farvande, blandt andet omkring Kanariske Øer, Hawaii og Japan

Fakta om den langluffede grindehval:

Størrelse: Hanner bliver 5,5-6,5 meter og op mod 2.300 kg; hunner 3,5-5 meter og omkring 1.300 kg
Udseende: Sortblank krop med en kraftig, rund pandebule (deraf det engelske navn pilot whale og det latinske globicephala, "kuglehoved"), lange, seglformede luffer og en bred, lavtsiddende rygfinne langt fremme på kroppen
Levetid: Hunner kan blive 60 år eller mere, hanner typisk 35-45 år
Føde: Overvejende blæksprutter, suppleret med fisk. De dykker rutinemæssigt 300-600 meter og kan gå dybere; jagten foregår ofte om natten, hvor blæksprutterne stiger op
Udbredelse: Hele Nordatlanten fra Nordamerikas østkyst over Island, Færøerne og De Britiske Øer til Norge og Vestafrika. Bestanden i Nordøstatlanten anslås til flere hundrede tusinde dyr, og arten er af IUCN vurderet som ikke truet (least concern)

Flokdyret

Grindehvalen er blandt de mest socialt bundne hvaler overhovedet. Den lever i stabile familieflokke på typisk 10-50 dyr, som kan slutte sig sammen til superflokke på flere hundrede. Flokken er matrilineær: både hunner og hanner bliver hos deres mor hele livet, og parring sker mellem flokke, når de mødes. Det er en organisation, man ellers kun kender fra spækhuggere og grindehvalens nærmeste slægtninge.

Grindehvalen deler også et sjældent træk med mennesker og spækhuggere: hunnerne går i overgangsalder. De holder op med at få unger omkring 35-40-årsalderen, men lever måske 20 år endnu og fungerer som flokkens hukommelse og barnepige. Det er en af de stærkeste indikationer på, at erfaring har overlevelsesværdi for hele gruppen.

Netop den ekstreme sammenhængskraft har en mørk konsekvens: Grindehvaler strander i flok. Bliver ét dyr desorienteret, sygt eller ledt på grundt vand, følger resten efter, og massestrandinger med snesevis eller hundredvis af dyr forekommer regelmæssigt i New Zealand, Australien, Skotland og på Færøerne. Den samme adfærd gør flokken let at drive ind mod land – hvilket er hele forudsætningen for den færøske fangst.

Hvor kan man se grindehvaler?

Vil du opleve dem i live, er de bedste muligheder hvalsafari fra Andenes og Tromsø i Nordnorge, fra Húsavík på Island, fra Tenerife og La Gomera på Kanariske Øer (hvor den kortluffede art er standhaftig året rundt og ses på næsten alle ture) og fra Hebriderne i Skotland. Grindehvaler er ikke særlig akrobatiske – de springer sjældent, men "logrer" ofte ved overfladen i tætte grupper, hvor man ser en hel række rygfinner samtidig. Det er et af de mest karakteristiske syn i Nordatlanten.

Grindedrabet på Færøerne

Grindedrabet (færøsk grindadráp) er en fangstform, hvor en flok grindehvaler drives ind mod udvalgte, godkendte bugter, strandes og aflives på det lave vand. Kødet og spækket deles derefter gratis ud blandt lokalsamfundets husstande efter et fastlagt system. Fangsten er ikke kommerciel: Kødet må ikke sælges i almindelig handel, og ingen tjener penge på den enkelte grind.

Historien: Fangsten er dokumenteret siden 1500-tallet og har uden tvivl været praktiseret længere. Færøerne er 18 øer i Nordatlanten uden korn af betydning, uden skov og med et landbrug begrænset til får. Historisk stod hvalkød og fugl mellem befolkningen og sulten, og en enkelt stor grind kunne føde en bygd gennem en vinter. Fangstprotokoller er ført siden 1584 og udgør en af verdens længste ubrudte serier af data om et havpattedyr.

Omfanget: Der fanges i gennemsnit i størrelsesordenen 600-800 grindehvaler om året, med store udsving fra år til år, fordi det afhænger af, om flokke overhovedet kommer forbi øerne. Sat i forhold til en bestand i Nordøstatlanten på flere hundrede tusinde dyr svarer det til under én procent årligt, og hverken færøske myndigheder, NAMMCO (den nordatlantiske havpattedyrkommission) eller IUCN vurderer, at fangsten truer bestanden. Færøerne er ikke medlem af EU og er ikke bundet af Den Internationale Hvalfangstkommissions moratorium, som under alle omstændigheder ikke omfatter de mindre tandhvaler.

Regulering: Grinden er ikke fri jagt. Den er reguleret ved lov, må kun foregå i et antal godkendte bugter, skal meldes til myndighederne, og deltagerne skal have gennemgået kursus i brug af det foreskrevne aflivningsredskab – en rygmarvslanse, der blev gjort obligatorisk for at forkorte aflivningstiden markant i forhold til de ældre metoder.

Kritikken

Modstanden mod grinden er lige så gammel som dens internationale synlighed, og argumenterne falder i fire grupper:

Dyrevelfærd. Kritikere peger på selve inddrivningen, som kan tage timer og stresse dyrene voldsomt, og på at aflivningen sker i vand og under kaotiske forhold. Færøske myndigheder henviser til, at aflivningstiden med den nuværende metode typisk er få sekunder, men billeddokumentationen fra enkelte fangster har vist forløb, der ikke lever op til standarden
Nødvendighed. Argumentet om overlevelse holder ikke længere i et samfund med supermarkeder, fiskeindustri og et af Nordens højeste indkomstniveauer. Færingernes modsvar er, at fangsten i dag handler om selvforsyning og kultur, og at lokalt hvalkød har et markant lavere klimaaftryk end importeret kød – og at kritikken sjældent rettes mod industriel svine- eller kyllingeproduktion
Sundhed. Dette er det mest overraskende argument, fordi det kommer indefra. Færøske sundhedsmyndigheder har på baggrund af årtiers forskning – blandt andet den længe kørende undersøgelse af færøske børns udvikling – frarådet at spise grindehvalkød og især spæk på grund af høje niveauer af kviksølv og PCB, der ophobes i havets fødekæde. Anbefalingerne er strammet flere gange, og for kvinder i den fødedygtige alder frarådes kødet helt. Det er et forureningsproblem, Færøerne ikke selv har skabt
Skala og enkeltepisoder. Særligt store fangster har udløst international forargelse og fået også færøske stemmer til at kalde på begrænsninger. Der er de senere år indført kvotelignende overvejelser og skærpede regler for delfinfangst, som er en anden og langt mindre traditionsbunden praksis

Sådan ser færingerne det

For mange færinger er grinden ikke primært et måltid, men et fælles ansvar og et af de få tilbageværende ritualer, hvor en hel bygd samles om et arbejde, deler udbyttet gratis og gør det uden penge imellem sig. Kritikken opleves ofte som udefrakommende belæring fra samfund, der selv spiser industrielt produceret kød, og den har historisk styrket opbakningen snarere end svækket den. Samtidig er billedet internt langt fra entydigt: Yngre færinger spiser mindre hvalkød end deres forældre, sundhedsanbefalingerne har haft reel effekt, og der findes en løbende færøsk debat om, hvor mange grind der bør fanges, og hvordan.

Hvad betyder det for dig som rejsende?

Som besøgende på Færøerne kan du komme til at se en grind – de meldes ud lokalt, og der er hverken adgangskontrol eller entré. Du kan også rejse rundt i årevis uden at støde på en. Vælger du at overvære den, så gør det som gæst: hold afstand, spærr ikke for arbejdet, og vær opmærksom på, at fotografering af navngivne personer opfattes forskelligt. Vil du undgå emnet, er det heller ikke svært. Hvalkød serveres sjældent på restauranter, og de nynordiske køkkener i Tórshavn arbejder med fisk, lam og tang.

Uanset holdning er det værd at møde spørgsmålet med de faktiske tal og den faktiske historie i hånden. Se også vores guider til Færøerne, Island og Grønland, hvor beslægtede diskussioner om sælfangst og hvalfangst går igen.

Vores råd: Tag stilling, men gør det på oplyst grundlag. Læs de færøske fangstprotokoller og sundhedsanbefalingerne, før du læser kampagnematerialet – og husk, at det stærkeste argument mod at spise grindehval i dag kommer fra Færøernes egne læger, ikke fra udlandet.