Etiopien er Afrikas ældste selvstændige stat og et af verdens mest sammensatte lande. Mere end 80 etniske grupper med hver sit sprog, sin påklædning, sin musik og sine ritualer bor inden for de samme grænser, og landet blev aldrig koloniseret – bortset fra den italienske besættelse 1936-41 – hvilket betyder, at kulturerne ikke er blevet formet af en europæisk kolonimagt på samme måde som næsten alle andre steder på kontinentet. Slaget ved Adwa i 1896, hvor kejser Menelik II's hær slog italienerne, blev et symbol for hele Afrika.
Den mangfoldighed er selve rejsegrunden til Etiopien. Men den er også landets største spænding: forholdet mellem folkegrupperne har været konfliktfyldt, og borgerkrigen i Tigray og uroligheder i Amhara og Oromia har i perioder gjort dele af landet utilgængelige. Tjek altid Udenrigsministeriets aktuelle rejsevejledning, før du planlægger en rute.
De store folkeslag
Oromo er den største gruppe med omkring en tredjedel af befolkningen. De bor især i det centrale og sydlige højland, taler oromo (afaan oromoo), som i dag skrives med latinske bogstaver, og er både kristne, muslimer og tilhængere af den traditionelle waaqeffanna-tro. Historisk var Oromo-samfundet organiseret i gadaa, et roterende demokratisk aldersklassesystem, som UNESCO har anerkendt som immateriel kulturarv.
Amhara udgør omkring en fjerdedel og har historisk domineret staten, kirken og hoffet. Amharisk er landets arbejdssprog, og de gamle kejserbyer Gondar og Lalibela ligger i deres kerneområde.
Tigray i nord er den tredje af de store grupper i højlandet. Deres sprog tigrinya deler skriftsystem med amharisk, og området rummer Aksum, hvor det etiopiske kongedømme og kristendommen i landet begyndte.
Dertil kommer Somali i den østlige Ogaden-ørken, Afar i det ekstremt varme lavland mod Djibouti, Sidama og Wolayta i syd, og Gurage, der er kendt for deres handelstalent og for enset – "falsk banan", hvis stængel bearbejdes til en fermenteret brøddej. I den muromkransede by Harar i øst, med sine 82 moskeer og et gadenet så snævert, at man må gå sidelæns, findes en helt egen bykultur – og de berømte hyænemænd, der hver aften fodrer vilde hyæner uden for bymuren.
Omo-dalen – og et alvorligt forbehold
I det sydvestlige hjørne, langs Omo-floden, bor en række mindre folkeslag, som er blevet Etiopiens mest fotograferede: Mursi, kendt for de lertallerkner, kvinderne bærer i underlæben; Hamar, hvor unge mænd springer over rækker af kvæg i overgangsritualet ukuli bula; Karo, der maler kroppen med hvidt kridt og okker; samt Suri, Dassanech, Banna og Bodi.
Her skal vi være ærlige: turismen i Omo-dalen har udviklet nogle grimme sider. Mange ture er reduceret til, at et par firehjulstrækkere kører ind i en landsby, gæsterne betaler et fast beløb pr. billede, og folk stiller op i kostumer, de ikke længere bruger til hverdag. Kritikere kalder det med rette en menneskezoo, og det skaber en økonomi, hvor børn bliver taget ud af skolen for at posere, og hvor konflikter om turistkroner opstår mellem landsbyer. Samtidig er hele områdets livsgrundlag under pres fra Gibe III-dæmningen og de store sukkerplantager, som har ændret Omo-flodens naturlige oversvømmelser.
Vil du besøge området, så gør det ordentligt:
- Vælg en operatør med langvarige relationer i de landsbyer, der besøges, og som betaler et fast, aftalt beløb til fællesskabet frem for pr. klik
- Brug markedsdagene i byer som Turmi, Dimeka og Key Afer i stedet for landsbyrundvisninger – der mødes folk alligevel, og du er gæst i deres rum, ikke omvendt
- Spørg altid, før du fotograferer, og accepter et nej
- Bliv længere ét sted i stedet for at nå fem grupper på tre dage
- Undlad at dele slik, penge og kuglepenne ud til børn – det opbygger tiggeri, ikke velstand
Den ortodokse kirke og klippekirkerne
Etiopien var et af verdens første kristne riger: Kong Ezana af Aksum gjorde kristendommen til statsreligion i 300-tallet – kun få årtier efter Armenien og før Romerriget selv gjorde det samme. Den etiopisk-ortodokse Tewahedo-kirke har siden bevaret liturgi på det gamle sprog ge'ez, en egen kanon af hellige skrifter og en tradition, hvor hver kirke opbevarer en tabot – en kopi af Pagtens Ark. Kirken hævder at have originalen stående i Aksum, bevogtet af en enkelt munk, som ingen andre må se den.
Højdepunktet for besøgende er Lalibela: elleve kirker fra 1100-1200-tallet, hugget nedad ud af den røde tufsten som monolitter, forbundet af tunneler og skyttegrave. Den korsformede Bete Giyorgis (Sankt Georgs kirke) er den mest fotograferede, men helheden er det egentlige mirakel – et helt Jerusalem gengivet i sten, bygget af kong Lalibela efter at pilgrimsrejsen til Det Hellige Land var blevet umulig. Kirkerne er ikke museum, men i daglig brug: hvidkåbede troende læner sig op ad murene med bønnestave, og præster viser processionskors frem i mørket.
De største fester er Timkat (helligtrekonger, 19. januar), hvor tabot-kopierne bæres i procession under baldakiner og vandet velsignes, og Meskel (27. september), hvor kæmpebål tændes til minde om fundet af Det Sande Kors. Læg gerne rejsen efter dem. I nord, i Tigrays Gheralta-bjerge, findes desuden klippekirker, som kun nås ad stejle klatrestier – blandt de mest dramatiske gudshuse i verden.
Kaffeceremonien
Kaffen kommer fra Etiopien – ordet kommer sandsynligvis fra provinsen Kaffa – og landet dyrker stadig arabica i skovagtige systemer, som ingen andre steder gør. Kaffeceremonien er ikke turistunderholdning, men et dagligt socialt ritual: Værtinden brænder de grønne bønner på en pande over kul, går rundt med den rygende pande, så gæsterne kan mærke duften, støder bønnerne i en morter og brygger i en lerkande, jebena. Der skænkes tre gange – abol, tona og baraka – og man bliver, til alle tre er drukket. Til serveres popcorn eller ristet byg, og røgelse brænder ved siden af. Sig ja, hvis du bliver inviteret; det er en af de bedste timer, du kan bruge i Etiopien.
Sprog, skrift og kalender
Amharisk skrives med fidel, et abugida-skriftsystem med over 200 tegn, hvor hvert grundtegn har syv former alt efter den efterfølgende vokal. Det er smukt og ret utilgængeligt – men lær et par ord: selam (hej/fred), ameseginalehu (tak), tena yistilign (den høflige hilsen). Der findes omkring 90 sprog i landet, fordelt på semitiske, kushitiske, omotiske og nilo-sahariske familier.
Kalenderen er landets største kuriosum. Etiopien bruger sin egen kalender med 13 måneder: tolv måneder à 30 dage plus den korte måned Pagume med fem-seks dage. Den ligger syv-otte år efter den gregorianske, så når du lander i Addis Abeba, træder du ind i et årstal, der ligger næsten et årti bag det, du rejste fra – etiopisk nytår, Enkutatash, fejres den 11. september. Turistkampagnen "13 måneders solskin" er ikke opdigtet. Uret er også anderledes: Døgnet tælles fra solopgang, så klokken 6 om morgenen efter vores tid er klokken 12 etiopisk tid. Aftal altid, om et klokkeslæt er "etiopisk" eller "europæisk" tid.
Spisekulturen
Grundlaget er injera, en stor, svampet, syrlig pandekage af det bittesmå korn teff, som fermenterer i flere døgn før bagning. Den lægges ud som en tallerken, og retterne – wat – øses ovenpå. Klassikeren er doro wat, en langtidssimret kylling i berbere-krydderi med et hårdkogt æg, ofte kaldet landets nationalret. Dertil shiro (ærtemel), tibs (stegte kødstykker) og kitfo, rå hakket oksekød med krydret smør, som Gurage-folket har gjort berømt. Man spiser med højre hånd og river injera af med fingrene – og en vært vil måske give dig gursha, en mundfuld ført direkte til din mund som tegn på venskab.
Fordi den ortodokse kirke faster op mod 200 dage om året, findes der overalt fremragende vegansk mad: bed om beyaynetu, en injera med seks-otte forskellige grøntsagsretter i små bunker. Drikkevarerne er tej (honningvin), tella (hjemmebrygget øl) og selvfølgelig kaffen.
Se de praktiske rammer – transport, sæson, visum og ruteforslag – i vores guide til Etiopien.
Vores råd: Rejs efter mennesker frem for efter seværdigheder. En hel dag på markedet i Key Afer, en kaffeceremoni hos en familie i Addis eller en morgengudstjeneste i Lalibela klokken fem, mens præsterne synger i mørket, giver et langt stærkere billede af Etiopien end en fotorunde gennem tre landsbyer. Og tag den etiopiske tidsopfattelse på dig – det er alligevel dét, rejsen kommer til at handle om.