Eritrea

Eritrea er et af verdens mest lukkede lande – og samtidig hjemsted for en af Afrikas mest overraskende byer. Hovedstaden Asmara ligger 2.325 meter over havet på en højslette ved Rødehavets rand, og den er bygget af italienske arkitekter i mellemkrigsårene som et frit eksperiment: art deco, futurisme, rationalisme og modernisme i stor skala og næsten uændret siden. UNESCO optog hele bykernen på verdensarvslisten som "en modernistisk by i Afrika", og gaderne er stadig kantet af palmer, caféer med espressomaskiner fra 1950'erne og biografer, hvor tæppet, messinggelænderne og de originale sæder står, som de blev bygget.

Landet fik først selvstændighed fra Etiopien i 1993 efter tredive års befrielseskrig, og siden har staten været styret med hård hånd og næsten uden turisme. Det gør Eritrea vanskeligt at rejse i – men også usædvanligt: Der er intet turistmaskineri, ingen souvenirsælgere, ingen kø. Bare et land, der lever sit eget liv i sit eget tempo.

Højdepunkter

• Asmara – hovedstaden er selve rejsemålet. Gå Harnet Avenue op og ned, som byen selv gør ved passeggiata-tid før aftensmaden. Se Fiat Tagliero-tanken fra 1938, en futuristisk servicestation formet som et fly med 15 meter frithængende betonvinger uden støtte; Cinema Impero med sin gule facade og intakte 1930'er-sal; katedralen i lombardisk stil; Nda Mariam-moskeen; og den ortodokse Enda Mariam-kirke. Byen har verdens måske reneste luft og et espressoniveau, der skammer mange italienske provinsbyer
• Medebar-markedet – genbrugssmedjen i Asmara, hvor gamle olietønder bliver til kaffekander, spande og ovne i et øredøvende hammerkor: en af Afrikas mest fascinerende arbejdspladser
• Massawa – den gamle osmanniske og egyptiske havneby ved Rødehavet, bygget i koralsten med udskårne træbalkoner og arkader. Byen bærer stadig ar fra krigen, hvilket giver den en melankolsk skønhed, og varmen ved havet står i skarp kontrast til Asmaras kølighed
• Dahlak-øerne – over 200 koraløer ud for Massawa med urørte rev, dugonger, skildpadder og strande uden en sjæl. Dykningen er lidet udforsket, og få både sejler ud – men netop derfor føles det som opdagelse
• Dampjernbanen Asmara–Massawa – italienerne byggede en 118 km lang smalsporsbane, der falder 2.300 meter gennem tunneler og over stenviadukter på kanten af afgrunden. Strækninger køres i dag med restaurerede damplokomotiver på bestilling – en af verdens mest spektakulære togture
• Keren – markedsbyen nordvest for Asmara med kamelmarked om mandagen og et blandet muslimsk-kristent kulturliv
• Qohaito og Adulis – arkæologiske pladser fra det aksumitiske rige med søjler, cisterner og en oldtidshavn, der handlede med Romerriget

Bedste rejsetid

Eritrea har tre klimazoner i ét lille land. På højsletten omkring Asmara er der behageligt året rundt med 20-25 grader om dagen og køligt om aftenen; den tørre og mest behagelige periode er oktober til maj, mens de korte regnbyger falder i juli-august. Ved Rødehavskysten omkring Massawa er det omvendt: Sommeren er ekstremt hed med 40-45 grader og høj luftfugtighed, mens november til februar er den eneste virkelig behagelige tid til kysten og øerne. Vil man kombinere Asmara, Massawa og Dahlak, er december-februar klart bedst.

Godt at vide

Visum skal søges hjemmefra på ambassaden og kan ikke fås ved ankomsten. Det tager tid, og afslag forekommer uden begrundelse – regn med god margen i planlægningen og book gerne gennem et bureau med erfaring i Eritrea, som kan levere invitation og hotelbekræftelser.

Det vigtigste at forstå er rejsetilladelserne. Man må frit bevæge sig i Asmara, men rejser man uden for hovedstadsområdet – til Massawa, Keren, Qohaito eller Dahlak-øerne – kræver det en travel permit fra turistministeriet, udstedt for hver enkelt strækning eller region og angivet med rute og dato. Ansøgningen tager typisk en dag eller to, og tilladelsen skal fremvises ved vejkontroller undervejs. Nogle områder, især mod grænserne, udstedes der slet ikke tilladelser til. Planlæg derfor rejsen med luft i programmet – man venter, og man kører ikke bare videre, fordi man har lyst.

Fotografering kræver omtanke: Militære anlæg, broer, havnen, lufthavnen og myndighedsbygninger er forbudte motiver, og selv i bybilledet er det klogt at spørge først. Udenrigsministeriets rejsevejledning peger på grænseområderne som problematiske – de klassiske ruter er en anden sag, men læs vejledningen konkret, inden du booker, og hold dig til de områder, tilladelserne dækker.

Praktisk: Valutaen nakfa kan ikke skaffes hjemmefra, og betalingskort virker ikke – du rejser med kontanter i euro eller dollars og veksler på stedet til fast kurs. Der er valutaerklæring ved indrejse; gem kvitteringerne. Internettet er langsomt og begrænset, mobildækning ujævn. Til gengæld er landet billigt: en god middag ofte ca. 40-70 kr., et pænt hotel i Asmara ca. 300-500 kr. Køkkenet er eritreisk-etiopisk med injera-pandekagen og krydrede gryder – men også ægte italiensk pasta og pizza, arven fra kolonitiden. Sprogene er tigrinya og arabisk, og mange ældre taler italiensk; engelsk bruges i undervisning og forstås af yngre.

Sikkerheden i selve Asmara er høj: Kriminalitet er sjælden, og man går trygt om aftenen. Det, der udfordrer, er systemet – ikke gaden.

Vores råd: Giv Asmara mindst tre dage, og lad være med at haste videre. Byen giver sig først til kende, når man har fundet sin faste café, sin biograf og sin rute i aftenpromenaden. Søg rejsetilladelsen til Massawa allerede på ankomstdagen, og tag toget ned mod kysten, hvis en damptur kan arrangeres – nedstigningen fra højsletten til Rødehavet er den rejse, man husker længst.