Elfenbenskysten

Elfenbenskysten – på fransk Côte d'Ivoire – er Vestafrikas økonomiske tungvægter og et af de lande i regionen, der overrasker flest førstegangsbesøgende. Man forventer måske et landbrugsland, og finder en lagunemetropol med skyskrabere og motorvejsbroer, kunstgallerier og natklubber. Man forventer savanne, og kører ind i en dampende regnskov, hvor chimpanser bruger stenredskaber til at knække nødder. Landet leverer på kakao – hver anden chokoladebar i verden begynder her – men det er også hjemsted for en af Afrikas mest indflydelsesrige musikscener og for en kystlinje med 500 kilometer atlanterhavsstrand.

Efter årtier med borgerkrig og politisk uro i 1990'erne og 2000'erne har landet gennemgået en markant genopbygning, og turismen er langsomt på vej tilbage. Rejser her er stadig for den selvhjulpne og nysgerrige type, ikke for den, der vil have alt serveret – men til gengæld står man sjældent i kø.

Højdepunkter

• Abidjan – Vestafrikas mest storbyagtige by: forretningskvarteret Plateau med højhuse og den skulpturelle Saint-Paul-katedral, det grønne diplomatkvarter Cocody, det larmende, levende Treichville med markeder og maquis-restauranter, og en lagune, man krydser i vandbusser og de orange træbåde kaldet pinasses
• Grand-Bassam – den gamle franske kolonihovedstad en time øst for Abidjan, hvor forfaldne handelshuse i art déco og kolonistil ligger mellem palmer og brænding; hele bykernen er UNESCO-verdensarv, og weekendlivet på strandene er en institution blandt abidjanere
• Yamoussoukro – den officielle hovedstad, bygget op omkring præsident Houphouët-Boignys hjemby, med Notre-Dame de la Paix, verdens største kirkebygning: en kopi af Peterskirken i marmor og fransk glasmosaik, rejst midt i savannen og stor nok til at rumme flere mennesker end byen selv
• Man og De atten bjerge – i vest hæver landskabet sig til grønne bjergrygge med vandfald, kaffe- og kakaomarker, de berømte lianebroer over floderne og landsbyer med maske- og danstraditioner, blandt andet de akrobatiske pigedanse hos Dan-folket
• Taï nationalpark – Vestafrikas største tilbageværende primære regnskov og UNESCO-verdensarv; her lever dværgflodhesten og chimpanser, der er kendt fra forskningen for deres redskabsbrug
• Comoé nationalpark – enorm savanne- og galleriskovspark i nordøst med elefanter, aber og et fugleliv, der trækker ornitologer
• Kysten mod vest – Assinie ved lagunerne er weekendlandets Saint-Tropez, mens Sassandra og strandene omkring havnebyen San-Pédro er roligere, med fiskerlejer, klipper og brænding

Bedste rejsetid

Landet er delt klimatisk. Syden har to regntider – den kraftige fra maj til juli og en kortere i oktober-november – mens nordens savanne har én regntid om sommeren. Den mest behagelige rejsetid er derfor december til februar, hvor det er tørt over hele landet, og hvor den støvede harmattan-vind fra Sahara kan sænke temperaturen mærkbart om natten i nord, men til gengæld gør luften diset. August-september er en tør pause midt i sydens regnsæson og fungerer fint til kysten. Regntiden er ikke uoverkommelig, men grusveje i vest og nord bliver tunge, og til Taï og Comoé er den tørre sæson klart at foretrække.

Godt at vide

Officielt sprog er fransk, og uden for de store hoteller kommer man langt kortere på engelsk end i nabolandet Ghana. Nogle fraser fransk gør en påfaldende stor forskel. Valutaen er vestafrikanske CFA-franc, som er bundet til euroen – regn med omkring 100 CFA til ca. 1,10 kr. Kort tages i Abidjan, men kontanter er nødvendige uden for byerne, og mobilbetaling via telefonen er udbredt lokalt.

Gul feber-vaccination er et krav ved indrejse, og malariaforebyggelse er nødvendig i hele landet året rundt. Visum ordnes normalt på forhånd; reglerne ændrer sig, så tjek altid ambassadens aktuelle krav i god tid. Fly fra Danmark går via Paris, Bruxelles, Istanbul eller Casablanca til Abidjan.

Sikkerhedsmæssigt er situationen i syd og ved kysten væsentligt mere stabil end for et par årtier siden, men de nordlige grænseområder mod Mali og Burkina Faso er præget af den regionale terrortrussel i Sahel, og der er dele af landet, hvor rejser frarådes. Tjek altid Udenrigsministeriets rejsevejledning før planlægning, og hold dig orienteret undervejs. I Abidjan gælder almindelig storbyfornuft: taxa efter mørkets frembrud, ikke synligt smykketøj eller telefon i menneskemængder, og undgå demonstrationer.

Maden er et af landets store trækplastre. Attiéké – gæret, revet maniok med en let syrlighed – serveres til grillet fisk med løg og chili og er nationalretten, man husker. Kedjenou er kylling langtidsstuvet i lerkrukke med grøntsager, og gadekøkkenerne, kaldet maquis, serverer alt fra grillet skalotteløgspyd til flodfisk under åben himmel til omkring 30-60 kr. per ret. Til det hører enten flaskeøl eller bangui, den gærede palmevin.

Musikken er lige så central: coupé-décalé og zouglou blev født i Abidjans kvarterer og har spredt sig over hele det fransktalende Afrika. En aften i en maquis med højtalere skruet op er lige så meget en seværdighed som noget museum.

Et forslag til en rundtur

Med to uger giver følgende rute et solidt indtryk: tre dage i Abidjan til markeder, museum og natteliv, en dag i Grand-Bassam med overnatning på stranden, videre til Yamoussoukro for basilikaen og de hellige krokodiller ved præsidentpaladset, derfra vestpå til Man til bjergvandringer, vandfald og lianebroer over to-tre dage, og afslutning på kysten ved Sassandra eller Assinie. Afstandene er store, og vejene varierer fra fin asfalt til huller; indenrigsfly til San-Pédro kan spare en lang dag bag rattet. Vil man kombinere med naboerne, ligger Ghana let tilgængeligt mod øst.

Vores råd: Brug Abidjan som base i stedet for at haste videre. Byen har den bedste mad, den bedste musik og de mest åbne mennesker i regionen, og Grand-Bassams strand og kolonihuse ligger under en times kørsel væk. Spis attiéké med grillet fisk i en maquis den første aften – så er resten af rejsen givet på forhånd.