Angola forstås lettest som tre trin. Nederst ligger en smal, tør kystslette langs Atlanterhavet. Derefter rejser landet sig brat op ad en skrænt, escarpen, på nogle få dusin kilometer. Øverst ligger et bredt højland i 1.200-1.800 meters højde, hvor både klimaet og landbruget er et andet end nede ved havet. Hele landets bosætning, vejnet og vejr følger de tre trin.
Landet fylder 1.246.700 km² – omkring 29 gange Danmark – og hører til Afrikas største. Hertil kommer Cabinda, en enklave nord for Congoflodens munding, adskilt fra resten af landet af et bælte congolesisk territorium. Højeste punkt er Morro de Môco med 2.620 meter. Se også guiden til Angola og siden om kort og kortressourcer.
Klimaet er tropisk i nord og indland, men tørt til nærmest ørkenagtigt langs kysten mod syd. Forklaringen er Benguelastrømmen, der fører koldt vand nordpå langs kysten og tager regnen med sig. Derfor er Luanda tør, og derfor fortsætter Namibørkenen ind over den sydvestlige hjørne af landet.
De fire landsdele
Kystsletten er 50-150 kilometer bred og tørrere, jo længere sydpå man kommer. Her ligger Luanda, med omkring ni millioner i storbyområdet, på en bugt med en lang sandtange foran. Længere sydpå følger Benguela og havnebyen Lobito, hvor jernbanen ind i landet begynder.
Skrænten er det korte, stejle stykke, hvor vejen vinder sig op fra sletten til højlandet. Den mest berømte er Serra da Leba syd for Lubango, hvor asfalten ligger i hårnålesving ned ad klippevæggen. Skrænten er også, hvor de fleste af landets vandfald ligger, fordi floderne må falde hele højden på én gang.
Højlandet – Planalto – er landets befolkningsmæssige og landbrugsmæssige kerne. Huambo og Bié ligger heroppe, nætterne er kølige, og det er her kaffen og majsen dyrkes. Morro de Môco er højlandets top.
Det indre nord og øst falder langsomt mod Congobækkenet og Zambezisystemet. Her er landet fladt, tyndt befolket og dækket af miombo-skov, og vejene bliver hurtigt til grus. Kwanza-floden, som landets valuta er opkaldt efter, løber fra højlandet mod nordvest til Atlanterhavet syd for Luanda. Cubango-floden begynder også her og ender langt væk i Okavangodeltaet i Botswana.
Afstandene
Angola er stort, og afstandene er den vigtigste enkeltfaktor i en rejseplan. Hovedvejene mellem de større byer er asfalterede og rimeligt hurtige, men alt hvad der forlader dem, koster tid.
- Luanda-Benguela er omkring 550 kilometer langs kysten sydpå – regn med en lang dag i bil, eller en times flyvning
- Luanda-Lubango er over 1.000 kilometer. Det er to dages kørsel med en overnatning undervejs, eller halvanden times flyvning
- Luanda-Huambo går op på højlandet og tager det meste af en dag
- Lobito-grænsen mod øst følges af Benguela-banen, den gamle jernbane tværs gennem landet. Den er en rejse i sig selv og ikke en genvej
Cabinda kan i praksis kun nås med fly fra Luanda. Vejen dertil krydser en anden stats territorium, og det er ikke en rute, man improviserer.
Regntid og tørtid
Maj til september er tørt og køligere, og det er den sæson, rejsen skal lægges i. Fra oktober til april falder regnen, og det er ikke asfalten, der er problemet – det er alt det andet. Grusveje bliver ufremkommelige, mindre vandløb stiger, og den sidste strækning ud til en lodge eller en nationalpark kan forsvinde helt. På højlandet er nætterne kølige året rundt; ved kysten er der lunt hele året.
Gode kortressourcer
- OpenStreetMap har den bedste dækning af mindre veje og landsbyer, fordi kommercielle kort stadig er tynde uden for de største byer
- Et papirkort over landet er værd at have, hvis du selv kører. Dækningen bliver usikker i øst og nord, og telefonsignalet forsvinder længe før vejen gør
- Satellitbilleder offline er mere brugbare end vejkort i de områder, hvor grusvejene ændrer sig fra sæson til sæson
Planlæg efter tid, ikke efter kilometer. To hundrede kilometer grusvej i regntiden kan tage lige så længe som fem hundrede kilometer asfalt i tørtiden.
Se nøgletallene på fakta om Angola, og find flere rejsemål under Angola.