at-rejse-er-at-leve.dk

SP_WEATHER_

°C

Copenhagen

SP_WEATHER_
Luftfugtighed: %
Vind: N ved
Stort udvalg af storbyferier til lavpris

Spanien

Flag SpanienFerie i Spanien: På den Iberiske halvø lokker det skønne Spanien med sin store mangfoldighed, smukke natur og spændende historie. Spanien er på én og samme tid et moderne europæisk land og et eksotisk rejsemål med skønne feriehuse og en atmosfære af venlighed og afslappet livsstil. Rejser du til Spanien vil madkulturen friste med lækkerier, Spaniennattelivet pulserer, og munterheden blomstrer i fester og på markeder – og har du én gang ladet dig lokke af Spaniens charme, vil du rejse til Spanien efter meget mere.

Hvorfor er Spanien en af danskernes favorit rejsemål?
Spanien tilbyder nogle af de skønneste ferieøer og danskerne elsker at rejse til Mallorca, de Kanariske øer og fest øen Ibiza. På disse øer kan du finde nogle af de bedste strande i Spanien og nyde ferielivet med fantastiske vandparker, shoppingcentre eller vandring i bjergene m.m.. Middelhavet omkring Sydspaniens kyster er en oplevelse, som lokker mange danske turister, her finder du også byen Barcelona, som bl.a. er kendt for mange storslået bygningsværker såsom La Sagrada Familia. Bygningen betrages af mange, som den verdensberømt arkitekt Antoni Gaudis mesterværk, den ufærdige katadral Sagrada Familia besøges hvert år af over 2. millioner mennesker, hvilket gør den til Spaniens mest besøgte turistattraktion.

banner spain test-728copy

Befolkning
Kort Spanien med større byerDer bor 44 mio. mennesker i Spanien, og ikke overraskende er befolkningstætheden størst i kystområderne ved Atlanterhavet, Middelhavet og Biscayen samt langs Ebro floden og naturligvis Madrid. Bevæger du dig derimod ind i La Meseta og bjergegnene, vil du opleve en anden fred, hvor der er langt mellem mennesker.
På din rejse i Spanien vil du opleve, at det er svært at tale om befolkningen som en ensartet helhed – snarere tværtimod. Landets 17 regioner har i vid udstrækning selvstyre, og i mange regioner er selvstændighedsfølelsen så stor, at befolkningen føler sig mere knyttet til regionen end til landet. På din rejse i Spanien vil du derfor ofte møde mennesker, der snarere føler sig som baskere, catalanere eller galiciere end som spaniere. Det viser sig også i sproget: Skønt spansk er landets officielle sprog, vil du også høre catalansk, baskisk, galicisk og valenciansk – samt adskillige dialekter. Det kan være svært at forstå – men det også en del af landets charmerende mangfoldighed. Læs mere gennem forskellige rejseguide bøger om Spanien her.

Natur og landskab i Spanien

Ibiza Strand, Spanien
Spaniens smukke landskab skifter ustandselig karakter fra nord til syd og fra øst til vest, og hver region har sine egne perler. I Galicien finder du et utal af strande, bugter, klipper og hyggelige gamle fiskerlandsbyer, og i naboregionen Principado de Asturias vil du sikkert nyde at gå på opdagelse langs den spændende kyststrækning. Endnu flere naturoplevelser venter i nationalparken  Picos de Europa – bjergkæden, der fik sit navn, fordi de smukke tinder var det første syn, der mødte de søfarende, der kom til Europa fra Amerika.

Spanien, Picos de EuropaParken strækker sig ind i regionen Cantabria, som er kendetegnet af et smukt, grønt landskab og vidunderlige strande, der indbyder til surfing.

Når du kommer til País Vasco og Navarra, er du i Baskerland, hvor landskabet er grønt og bjergrigt med barske klipper. Pyrenæerne knejser højt over landskabet, og i landsbyen Roncesvalles finder du det pas, hvor den spanske del af pilgrimsruten Camino de Santiago begynder. Følger du Camino de Santiago, kommer du til Rioja, hvor landskabet er kendetegnet af de vidtstrakte vinmarker, der bølger sig så langt øjet rækker, især langs floden Rio Ebro. Her er der dyrket vin siden Romertiden, men regionens historie går meget længere tilbage: Med lidt held og en god guide kan du finde spor af fortidens kæmper – dinosaurerne!

Aragón byder på de smukkeste naturoplevelser, hvor Pyrenæernes mest spektakulære udsigter vil tage pusten fra dig. Undlad heller ikke at besøge Parque Nacional de Ordesa y Monte Perdido, hvor du kan fortabe dig i dybe kløfter, lodrette bjergsider, krystalklare floder og frodige dale. Er du til aktiv ferie, skal du tage til Catalonien, som er meget mere end strand og storby. Bjergene i denne del af Pyrenæerne er ikke nær så høje som i Aragón, men deres skønhed er ikke mindre – og du vil næppe finde tid nok til de udfordringer, regionen byder på: ridning, trekking, klatring, skiløb, vandsport...

Bymureren Avila Spanien
Det er måske ikke naturoplevelserne, der trækker turisterne til regioen Castilla y León eller Castilla-La Mancha, hvor de vidtstrakte slettelandskaber er en perfekt modsætning til de mere bjergrige regioner. En af de meste berømte byer i Castilla y León er Avila, hvis bymur er imponerende i dagslys, men endnu mere spektakulær om aftenen, når den er oplyst hele vejen rundt. En mere varieret natur finder du i Extramadura, som er et vigtigt område for dyre- og fugleliv. Her finder du eksempelvis fuglereservatet Parque Natural Monfragüe, hvor du kan opleve en stor del af Spaniens fredede fuglearter.

Der er ikke mange turister, der finder vej til Murcia, og det er synd og skam. Du vil aldrig glemme dit besøg i Parque Natural de Sierra Espuña, et 250 km2 stort område, hvor højlandet og de imponerende limstensformationer byder på enestående naturoplevelser.
Ibiza Cala Benirras stranden SpanienSpaniens øer er rene naturperler. Balearerne og De Canariske Øer er en skatkiste af smukke strande, olivenlunde og skøn natur med høje bjerge, charmerende dale og dybe kløfter. Vil du opleve naturen under vandet kan det anbefales at tage på dykkerferie på Mallorca, Ibiza eller Menorca.

Alcudia stranden pa Mallorca Spanien

Drømmer du derimod om at komme på vulkaner, skal du tage turen til Tenerife, hvor du kan lade dig imponere over verdens trediestørste vulkan, Teide.
Middelhavets charmerende bugter tiltrækker hvert år turister i millionvis. I Comunidad Valenciana lokker Costa Blancas flotte sandstrande, og det stemningsfulde og livlige Andalusien byder på kilometerlange kyststrækninger, hvor turisterne strømmer til. Men lad dig ikke skræmme af turismen – de skønneste uspolerede steder er stadig nemme at finde. Ikke langt fra kysten finder du et blidt landskab, hvor små, hyggelige landsbyer inviterer dig indenfor. I horisonten synes Sierra Nevada-bjergenes sneklædte tinder at udfordre dig til vandring, hiking, bjergbestigning og skiløb. Her har tiden tilsyneladende stået stille, og du har næppe lyst til at forlade stedet igen, for her leves det gode liv.

Klima og temperatur i SpanienKlima i Spanien
Rejser du til Nordspanien, skal du huske paraply og en varm trøje, for her er kølige somre, milde vintre og en del nedbør. Tager du ind i landet til højsletterne, er det nok nærmere shorts og solbriller, du skal tage med – vel at mærke, hvis du rejser i den varme og tørre sommer. Rejser du derimod om vinteren, skal du pakke rigeligt med varmt tøj – og måske også dit skiudstyr.
Foretrækker du badetøj og solcreme på ferien, så tag til De Baleariske Øer eller Middelhavskysten, hvor sommertemperaturerne ligger på 25-30 grader, mens det sjældent bliver koldere end 10 grader om vinteren. Allervarmest er der i Andalusien, som nyder godt af Nordafrikas varme vinde og Sierra Nevada-bjergenes beskyttende læ.
Vejret på De Kanariske Øer er en historie for sig. Nordøstpassaten blæser næsten året rundt, og om efteråret sætter de fugtige vinde ind fra nordvest – og vinteren er regnfuld. Til gengæld er der ikke så stor forskel på sommer- og vintertemperaturer, så vil du opleve lidt sommervarme i den kolde danske vinter, kan De Kanariske Øer være en rigtig god idé.

Se mere omkring vejret i Spanien og øerne her

Kultur i Spanien

Spanierne er et udadvendt og livselskende folk, og det afspejler sig i deres kultur, som altid har et element af livsglæde og en hengiven sig i nu’et. Som tidligere magtfuld kolonimagt har spansk kultur haft en stor udbredelse, og i mange af verdens afkroge finder man den spanske kulturs indflydelse.
Den spanske kultur er – som landet selv – mangeartet og varieret. Her finder du traditionel musik, dans og tyrefægtning side om side med film, teater, litteratur og arkitektur i verdensklasse.
Nogle af verdens mest skattede malere kommer fra Spanien – blandt de mest kendte er Salvador Dali, Francisco Goya og Pablo Picasso – og i de senere år har også spansk filmkunst gjort sig bemærket, ikke mindst med den internationalt anerkendte filmskaber Pedro Almodóvar, der har modtaget adskillige priser for sine kontroversielle film.
Siden middelalderen har spansk litteratur også udviklet sig til en kulturel rigdom. De fleste kender vel Cervantes’ historie om ”Don Quixote”, Lorca’s dramatiske ”Blodbryllup” eller Pérez-Reverte’s bøger om ”Kaptajn Alatriste” – men det er kun en lille udpluk af Spaniens rige litteratur – en skatkiste, som er lige til at dykke ned i.
Du vil opleve meget mere på den kulturelle scene, når du rejser i Spanien: En teatertradition, der fik sit udspring i middelalderens verdslige og kirkelige traditioner, og som siden har udviklet sig til nutidens moderne dramaer. Verdensberømt arkitektur, der er født af århundreders europæiske og arabiske strømninger. Og alt sammen er krydret med den mere folkelige kultur med tapas, tyre og smægtende dans til forførende guitarspil.
 
Katedralen Our Lady of the Pillar i Zaragoza SpanienHistorien i Spanien

Spaniens historie tog sin spæde begyndelse for 32.000 år siden, da de første mennesker bosatte sig på den iberiske halvø – forhistoriske folk, som man den dag i dag finder spor af i klippehuler og grotter. Men først under den Romerske besættelse blev grunden lagt til fælles kultur, lovgivning og sprog i ”Hispania” – det latinske navn for Spanien. En anden stor indflydelse på spansk historie var den muslimske invasion i det 8. århundrede; der skulle gå 750 år, før araberne blev fordrevet fra Spanien igen. Det skete i 1492 – samme år, som Columbus opdagede Den Nye Verden. Disse to begivenhder blev startskuddet for Spaniens moderne historie. En ny æra tog sin begyndelse – og det samme gjorde den berygtede Spanske Inkvisition.

I løbet af 1500-tallet udviklede Spanien sig til et imperium med et utal af oversøiske besiddelser – især i Latinamerika. Men fra midten af 1600-tallet svandt storheden ind til ingenting; rigdommene og magten forsvandt, og i stedet opstod regionale og politiske spændinger, som prægede landet frem til 1936, hvor det hele eksploderede i Den Spanske Borgerkrig. Udfaldet af krigen var Franco’s fascistiske diktatur, der i årtier satte Spanien i en både ulykkelig og isoleret situation, men først ved Franco’s død i 1975 kunne landet vende tilbage til monarkiet, hvor Prins Juan Carlos blev indsat som Konge. Tre år senere fik Spanien en demokratisk forfatning.

Seværdigheder i Spanien
Spanien er en ren guldgrube af seværdigheder: Overalt finder du mindesmærker, museer og mausoleer, parker og palæer, kirker og katedraler. Det er umuligt at nævne dem alle – og svært blot at udvælge nogle få.
I Barcelona er det et must at se La Sagrada Familia:

La-La Sagrada Familia Barcelona, Spanien

Den storslåede katedral vil fylde dig med ærefrygt alene ved sine høje slanke tårn, der synes at strække sig helt op i himlen. Og det sære faktum er, at katedralen har været under opførsel i mere end 100 år – og stadig er det! Det højeste tårn er ikke bygget endnu...

Kunstelskere kan tage til Madrid for at beundre Picasso’s ”Guernica” på Centro de Arte Reina Sofía, der rummer Madrids fornemste samling af moderne kunst. Udover ”Guernica”, som formodentlig er det mest kendte maleri i Spanien, omfatter samlingen værker af en lang række andre prominente kunstnere, blandt andre Miró og Dali. Så sæt bare god tid af til dit besøg!
Vil du have en lidt anderledes oplevelse, så tag en tur til Gibraltar, som ganske vist ikke officielt er en del af Spanien, men et britisk territorium. Men geografisk ligger det på Spaniens sydkyst – faktisk kan du ikke komme længere mod syd uden at svømme... Tag turen op til Gibraltar-klippen med bus eller svævebane – og du vil opleve Europas eneste vildtlevende primater, de berberiske aber. Legenden fortæller, at når aberne forsvinder fra Gibraltar, så vil briterne også forsvinde derfra, men både aber og briter ser ud til at trives i bedste velgående...

Spaniens største turistattraktion finder du sydøst for Granada i Andalusien: Alhambra har fået sit navn af det arabiske ”al-qala’a al-hamra”, som betyder ”Det røde palads”. Og paladsets røde mure, som rejser sig i en skov af cypresser og elmetræer, er da også bjergtagende. Men indenfor venter dig noget endnu mere enestående: Når du bevæger dig rundt blandt de overdådigt udsmykkede paladser og smukke, overrislede haver, vil du kunne fornemme fortidens legender og magiske fantasier, som hvisker i vinden.

Alhambra paladset i Granada SpanienSport i Spanien
Spanierne har nok altid været glade for at dyrke sport, og ud over den traditionelle og ofte udskældte tyrefægtning har især Baskerlandet flere særprægede sportsgrene, hvor den mest kendte er ”pelota vasca”, som er en slags håndbold, der spilles op ad en mur.
Men når man i dag tænker sport og Spanien, tænker man naturligvis først og fremmest fodbold, som uden sammenligning er Spaniens mest populære sportsgren. La Liga eller ”Primera División” anses for en af verdens bedste fodbold ligaer, og spanske hold som FC Barcelona, Real Madrid og Sevilla har på skift gået deres sejrsgang i internationale turneringer.

Barcelona Camp Nou, Spanien

For sports entusiaster er det en stor oplevelse at besøge Camp Nou, FC Barcelonas stadion, der er et af verdens største med plads til 99.354 tilskuere – du kan nemt forestille dig brølet fra de begejstrede tilskuere, når den populære klub er på banen!
 
Det spanske køkken
Holder du af at hygge dig i godt selskab mens I nyder et måltid bestående af små, lækre retter? Så er Spanien det rette sted for dig. Her mødes man om maden og deler de mange små retter – tapas – med hinanden over bordet. Især Baskerlandet er kendt for sin gode tapas – og den bedste af dem alle finder du i byen San Sebastián – den mest baskiske af alle baskiske byer.
Der er dog meget andet end tapas, som du kan fornøje din gane med, når du er i Spanien. Et overflødighedshorn af fyldige, krydrede retter med svin eller lam, lækre gryderetter som Estofado med oksekød, tomat og rødvin, kolde grøntsagssupper som Gazpacho – og så er der naturligvis alle de lækre fiskeretter – ikke mindst Paella – som du nyder allerbedst i nogle af de mange små fiskerlandsbyer. Dine tænder vil løbe i vand over alle lækkerierne – og du kommer aldrig til at gå sulten i seng.

Spansk vin
Inden middagen ynder mange spaniere at drikke et glas sherry, som også er blevet kaldt ”vinen med de 100 sjæle”. Prøv f.eks. den gyldne Manzanilla, en halvtør sherry, der er populær som aperitif, mens det efter maden er mere oplagt at vælge en sød variant, f.eks. Harvey's Bristol Cream.
Til middagen kan du gå på opdagelse i de gode og fyldige spanske rødvine. Nogle af de bedste kommer fra Rioja, hvor man har dyrket vin siden Romertiden, men også Castilla y León er kendt for sin vinproduktion, som er koncentreret langs folden Río Duero.
På en lun sommeraften vil du måske læske dig med en kold øl, og her findes der flere gode spanske mærker, blandt andet San Miguel, Mahou, Aguila og Cruz Blanca. Men vil du forfriske dig med noget rigtig spansk, ja, så er der ingen vej udenom den populære rødvinspunch Sangria. Sæt dig blot godt til rette, nip til den kølige drink og tænk ikke på i morgen.

Barcelona 

Rejsebeskrivelse - Rejsetips - Baggrund 

Navnet Barcelona stammer fra det iberiske ord Barkeno. Man har fundet mønter med denne indskribtion, skrevet med iberisk skrift. På latin blev byen kaldt Barcino, Barcelo og Barcena. I middelalderen kaldtes byen også Barcinona, Barcalona, Barchelona og Barchenona....

Barcelona, 2012 - Hanne Thoms

 

Olvera, Merida, Extramadura, Segovia, Caceres, m.fl.

Rejsebeskrivelse - Blog - Baggrund - Billeder

Vi har dejlige dage i Caceres. Den gamle bydel er ren middelalder og fuldstændig restaureret, siden vi var her for 15 år siden. Så meget, at de omkring 1.000 storke, vi så sidst, er flyttet. Til gengæld spiser vi fremragende tapas på en Michelinrestaurant - til få penge. En af dagene laver vi en udflugt i kassebilen til 2 gamle byer langt inde i Extramaduras bjerge. Den første Trujillo har...

Forår i Spanien og Portugal 2011 - Jørgen & Bodil 

 

Tenerife

Ferieoplevelser - Blog - 

Puerto de la Cruz på Tenerifes nordkyst er smuk og renskuret, og i det gamle kvarter er der kønne huse i kanarisk stil. Overalt er der blomster, palmer og grønne oaser, og så er der jo havet. Det er en fornøjelse at spadsere rundt i byen. Ikke mindst fordi man uvilkårligt kommer til at føle sig yngre. Det kan man simpelthen ikke undgå, medmindre man er 80 eller derover, for om vinteren strømmer pensionister fra Nordeuropa til øen med evigt forår....

Til Tenerife på vinterferie - Eric Bentzen

 

Alcazaba, Nerja, Frigiliana, Maro, Almunecar, Granada, Sevilla m.fl.

Rejsebeskrivelser - Baggrund - Billeder - 

Ca. 7 km nord for Nerja ligger den hvide bjergby Frigiliana ved foden af Sierra de Enmedio, som er en sydlig forlængelse af Sierra Almijara bjergkæden. Vi kan varmt anbefale at besøge Frigiliana, som er utrolig smuk og særpræget, og flere gange er blevet kåret som Spaniens smukkeste og mest velbevarede by. Frigiliana består af en gammel maurisk og middelalderlig del og en nyere del, som er tilpasset den oprindelige arkitektoniske stil. I den gamle del er der smalle, stejle og snoede gader. Nogle steder med....

Andalusien, 2010 - Hanne Thoms 

 

Tenerife

Rejsebeskrivelse - Baggrund - Fakta - Mad & Vin 

Vi vil til byen La Laguna i dag. Historiebogen fortæller, at La Laguna blev grundlagt i 1496, da spanierne havde erobret øen. Byen var hovedstad for De Kanariske Øer indtil 1833, hvor den rolle blev overtaget af Santa Cruz de Tenerife. Byen er i dag et religiøst og kulturelt knudepunkt med bispesæde og universitet. Det er vist de mange velbevarede huse i kanarisk stil, der har fået byen på UNESCO's lange kulturarvsliste. Her kan man få et indtryk af...

Tenerife, øen med evigt forår - Eric Bentzen 

 

Malaga, Granada, Ronda, Cordoba, Torremolinos m.fl. 

Rejebeskrivelse - Baggrund - Billeder - 

Jerez de la Frontera er Sherry'ens hovedstad. For 3000 år siden indførte fønikerne vinen i Jerez området. Senere eksporterede grækerne og romerne vin ud mod Atlanterhavet. Det var dog engelske købmænd, der grundlagde den moderne sherry-industri. De opdagede, at klimaet, de lokale druer og den kalkholdige jord gave fine vine... 

Andalusien 2008 - Hanne Thoms 

 

Costa del Sol 

Rejsebeskrivelser - Baggrund - 

Her i den lille by Algarrobo, hvor jeg opholder mig i et lille 3-ugers eksil, er både de handlende, de besøgende og de fastboende repræsenteret ved et bredt udsnit af mennesker fra hele verden. Den lokale slagter er østriger, de små pubber kan jeg finde på både spansk, dansk og engelsk. Frisøren er russisk, og restauranten ved siden af er kinesisk. En ung tysk fyr har lige slået sig ned og åbnet et... 

Costa del Sol anno 2007 - Henrik Frier Hansen, DBK

 

San Pere Pescador, Tossa de Mar, Lloret de Mar

Rejsebeskrivelse - Ferieoplevelser - 

Vi besluttede at køre langs kysten ad en snoet bjergvej fra Palamos til Lloret de Mar. Det var en flot tur, og udsigten var fantastisk. Flere steder snoede vejen sig op og ned og ud og ind, med mange muligheder for at fotografere og nyde udsigten. Vandet var turkis og blåt med hvide skumsprøjt, når bølgerne slog ind over klipperne. Utrolig smukt! Vi kunne fra et udsigtssted se ned til byen Tossa de Mar, og vi....

Sommerferie som spansk - Familien Petersen

 

Gran Canaria, Fuerteventura, Lanzarote

Rejsebeskrivelser - Baggrund

Gran Canarias oprindelige beboere "guancherne" boede i huler, som de huggede ud i lavasten. Der findes stadig aktive grottesamfund med kirker og restauranter. Jeg tror nu kun at de findes, på grund af turisterne, men det gør nu ikke noget. Grotterne findes 4 steder på øen nemlig Ansite, Artenara, Cenobio de Valerón og Guayadeque. Vi besøgte Guayadeque, og bare turen der op var det hele værd. Hvis I tager der op kan jeg anbefale, at i på vej tilbage stopper op i byen.... 

Kanariske Øer - Henrik Lykke


Til toppen af siden

Vidste du at www.at-rejse-er-leve.dk siden 1999, dagligt har hjulpet tusindvis af rejsende med, at finde inspiration til ferien og at rejseportalen er en uafhængig ferieguide? Søg, find og udforsk verden, at-rejse-er-at-leve.dk

Om Redaktionen